Reiko Hidani - Månedens oversetter i mars

Hvordan endte du opp som oversetter av norsk litteratur?
Da jeg gik i gymnasiet, fandt jeg bogen Et hjerte til Maria af den danske forfatter Gretelise Holm på skolebiblioteket og blev imponeret over danske elever og lærere, som diskuterede indvandringspolitik i timerne. Skolebibliotekaren på mit gymnasiet gav mig det råd at sende et brev til forlaget, Tokuma. Redaktøren Rei Uemura videresendte brevet til oversætteren. Hun svarede og fortalte, hvordan hun blev oversætter.

Efter gymnasiet kom jeg ind på Osaka University of Foreign Studies og studerede dansk sprog og litteratur. Efter et 1-års studieophold i Danmark anbefalede oversætteren Yuriko Kimura, som arbejdede som lektor på universitet mig til forlaget Bunken-Shuppan og heldigt nok fik jeg lejlighed til at oversætte Inge Krogs Håndlanger, som min gamle vejleder på Center for Børnelitteratur, Torben Weinreich, havde anbefalet mig.

Ærligt talt var Norge for mig bare et land, som lå ved siden af Danmark. Dengang havde jeg kun læst Tormod Haugens, Liv Frohdes og Jostein Gaarders bøger og skrevet en opgave om en norsk maler, Edvard Munch, på universitetet.

Mit syn på Norge forandrede sig, efter at jeg traf Norla. I 2010 rejste jeg til Norge med Norlas rejsestøtte og besøgte Gyldendal Norsk Forlag, Aschehoug, Norsk barnebokinstitutt, HL-senteret og IBBY Documentation Center. Det var Norla, som arrangerede alle møderne. De var virkelig venlige og hjælpsomme.

Efter rejsen fik jeg lejlighed til at oversætte Åshild Kanstad Johnsens Kubbe lager museum og Kubbe lager spetakkel. Billedbogsserien blev meget populær i Japan, og Norla inviterede mig til den store internationale oversætterkonference på Holmen i 2014. Det var efter den konference, jeg begyndte at interessere mig alvorligt for norsk litteratur.
Efter konferencen holdt Norla seminarer flere gange i Japan. Hver gang jeg mødes med dem, bliver min kærlighed til norsk litteratur dybere. Nu læser jeg norske bøger næsten hver dag. Det er noget, som jeg ikke kan undvære.

Kan du fortelle om møtet du nylig arrangerte?
Jeg var engang i et kort stykke tid medlem af en studiecirkel for oversættere fra engelsk til japansk. Jeg fik meget ud af det, men jeg kunne ikke rigtig komme ind i selskabet, selvom de var meget venlige og imødekommende. Jeg misundte de andre, som havde fælles interesse.

Jeg var også frustreret over, at de fleste nordiske voksenbøger var oversat via engelsk og tysk. Japanske redaktører mente, at de manglede oversættere, som kunne oversætte direkte fra nordiske sprog, men jeg vidste, at der var nogle, som gerne ville. Der var nogle japanere, som fik kontakt med mig gennem min hjemmeside og spurgte, hvordan de kunne få oversættelsesjob.

Jeg fandt situationen meget mærkeligt og ville gerne ændre den, men forgæves. De fleste oversættere i Japan oversatte fra engelsk til japansk, og jeg tilhørte en minoritet. Det hjalp ikke noget at klage over relæoversættelser. Jeg var bare nødt til at blive god til at oversætte.

Der var nogle andre oversættere, Yoko Kuyama, Miho Hellén-Halme og de andre i den samme generation som mig, som oversatte nordiske bøger jævnligt. Jeg spurgte dem, om de ville studere sammen i foråret sidste år. På den måde stiftede vi en oversættergruppe sammen. (Vores Facebookside).

Lige efter vi stiftede gruppen, kom Norla til Japan igen. De gav os oversættere lejlighed til at lave en række præsentationer. På ambassaden introducerede jeg Anita Kåss’ Mamma er en gåte, som Norla havde anbefalet mig og en anden oversætter, Fuyumi Nakamura, da vi havde besøgt dem.

Lige efter Norlas seminar spurgte et forlag, Seidosha, mig om at holde den samme slags seminar igen. Han mente, at redaktører fra andre forlag misundte ham, fordi de ikke var blevet inviteret til seminaret. Og jeg spurgte mine oversætterkollegaer om at holde flere seminarer sammen.

I slutning af januar inviterede vi redaktøren fra forlaget Hayakawa. Han fortalte os, hvordan vi kan skrive gode resuméer. Redaktøren fra Seidosha gav os også råd.

Den 1. februar inviterede vi flere forlag til seminaret. Jeg præsenterede Bjørk Matheasdatter og Lisa Aisatos Å elske og bli elsket, og Fuyumi Nakamura introducerede Hilde og Ylva Østbys Å dykke etter sjøhester. En anden oversætter, Yukari Hane, fremviste Åsne Seierstads To søstre. Vi viste også mange andre bøger frem: Nesten menneske. Biografien om Julius af Alfred Fidjestøl, Å forstå dyr af Lars Fr. H. Svendsen, Snøsøsteren. En julefortelling af Lisa Aisato og Maja Lunde, Insektenes planet af Anne Sverdrup-Thygeson, Verdensteater. Kartenes historie af Thomas Reinertsen Berg, Jenta som ville redde bøkene af Klaus Hagerup og Lisa Aisato, Piketty på 1-2-3 af Esben Slaatrem Titland, Det biologiske mennesket af Terje Bongard og Eivind Røskaft, Tonje Glimmerdal af Maria Parr og Alle har en bakside af Anna Fiske.

Se flere bilder fra seminaret her.

Den 3. februar holdte vi andet seminar, denne gang for læsere i en boghandel, Hiruneko-books i Tokyo. Nogle deltagere fortalte os, at de var store fans af nordiske krimier. Stieg Larsson, Henning Mankell, Anders Roslund & Stefan Thunberg og Leif G.W. Perssons bøger er meget populære i mit land. Jeg har oversat Anne Holt og Ane Riels krimier.

Det bliver spændende, hvis vi kan holde seminar for læsere igen og skabe interesse for andre genrer også.

Vi planlægger også at skrive anmeldelser om nordiske bøger, som SELTA gør for svenske og finlandssvenske bøger. Jeg vil gerne skrive anmeldelser af Kristopher Schaus På vegne av venner og Anne Bitchs Brev til en ufødt datter. Yukari Hane vil gerne skrive om To søstre og andre bøger.

Du har vært engasjert i, og oversatt, mye barnelitteratur. Hvordan skiller norsk barnelitteratur seg fra japansk barnelitteratur?
Jeg har oversat mange billedbøger, men jeg er også interesseret i at oversætte ungdomsbøger og romaner.

Det var, da jeg gik i gymnasiet, jeg blev enormt vild med læsning. Dengang læste jeg romaner for voksne: Haruki Murakami, Kaori Ekuni og Banana Yoshimoto m.m. Selvom hovedpersonerne i deres romaner er gymnasieelever eller universitetsstuderende, kalder vi bøgerne romaner for voksne. Men udenlandsk litteratur, hvis hovedpersoner er teenagere, kalder vi ungdomsbøger. Begrebet Young Adults er ret nyt her i Japan. Det var oversætter Mizuhito Kanehara, som er far til forfatteren Hitomi Kanehara, og kritiker og forfatter Kanko Akagi og andre, som begyndte at bruge begrebet i Japan i 1990’erne. Begrebet virker stadigvæk fremmed for mange japanere. Der er få ungdomsbøger, som er blevet bestsellere i mit land.

Hver gang jeg anbefaler nordiske ungdomsbøger til japanske forlægger, siger de ‘Nej, tak. Ungdomsbøger sælger ikke godt’.

Jeg er i tvivl, om de nordiske bøger, som jeg er interesseret i, skal være kategoriseret som ungdomsbøger eller romaner for voksne, når jeg anbefaler dem til japanske forlag.

Simon Strangers Verdensredderne og de andre bøger i serien blev udgivet fra et japansk børnebogsforlag, men serien bliver læst både af voksne og børn. Jeg fik lyst til at oversætte serien, mest fordi de fleste japanske voksne er dårlige til at vise unge, at de kan påvirke og ændre samfundet. Voksne tror heller ikke selv på, at de kan. Serien viser, at børn og unge er en del af samfundet. Jeg kan godt lide den demokratisk tankegange. Det er noget, som vi mangler. De fleste japanske lærere tøver med at diskutere politik, fordi de er i tvivl om, hvordan de kan være politisk neutrale. Det er derfor, der er mange japanere, der ikke stemmer.

Hva er økonomi? av Gunhild J. Ecklund er lige lanceret i Japan. Normænd betragter den jo som børnebog, men i en boghandler i Japan fandt jeg bogen på en hylden med voksenbøger inden for kategorien Økonomi, erhverv og arbejdsmarked. I bogen er det en mor, som fortæller sine børn, hvad økonomi er. De fleste japanske bøger om økonomi for børn er skrevet af mænd. Jeg fandt det spændende, at en kvindelig norsk forfatter skrev, at mødre også kan blive kede af det, hvis de mister deres job, fordi arbejde er en del af deres liv.

En af nøgleordene i nordiske børnebøger er ‘Mangfoldighed’. I de fleste japanske børnebøger beskrives traditionelle familier med far, mor og børn. Det er næsten altid mødre, som laver mad og er derhjemme med børnene. Men i mange nordiske børnebøger kan vi finde mangfoldige familier somi Aurora i blokk Z. Ved at beskrive forskellige familiemønstre kan vi vise læserne, at de ikke er nødt til at være ens. Jeg har nogle gange været vidne til, at japanske mødre talte dårligt om alenemødre. De mente, at de var alt for utålmodige, og at det var egoistisk af dem at blive skilt, mens deres børn stadigvæk var små. Jeg er uenig med dem. Medier kan påvirke folks tankegang. Vi, som arbejder i medier, er ansvarlige og skal være forsigtige. 35 ％ af japanske ægtepar bliver skilt. Japanske børnebøger afspejler ikke virkeligheden. Japanske børnebogsforlag og forfattere sender ubevidst et budskab om, at alenemødre og alenefædre er usædvanlige. Men i virkeligheden er der mange familier med alenemødre og alenefædre. De kan også beskrive familier med to fædre eller to mødre. Fædre kan også være hjemme, lave mad og passe børn, som Auroras far gør. Det er overraskende, at bogen allerede blev udgivet i 1966 i Norge. Vi har også børnebøger, som skriver om skilsmisser som fx Miyoko Matsutanis populær børnebog Momo-chan and Akane-chan. Men ikke mange. Jeg husker, dengang jeg stillede spørgsmål til Torben Weinreich, “Hvorfor er der næsten ingen tabuer i nordiske børnebøger?” og han svarede “Hvorfor er der så mange tabuer i japanske børnebøger?” Jeg leder stadigvæk efter svaret. “Sådan er det jo.” kan man godt sige, men jeg elsker at tænke. Når jeg tænker, er jeg levende.

Jeg vil gerne oversætte Alle sammen teller og Kvinner i kamp til at vise japanske læsere, hvad mangfoldighed egentligt er og hvorfor den er vigtig.

Som i billedbogen Alle sammen teller vil jeg gerne kunne sige, “Hurra for at folk er forskjellige!”

Har du en spesiell norsk bok som står ditt hjerte nær? I så fall, hvorfor er den spesiell for deg?
Det er Barnet mitt af Hilde Hagerup og Kristin Roskifte. I Japan begyndte folk bruge ordet “One-ope(ration) børnepasning” for nylig. Ordet er en kritik af et samfund, hvor mødre skal passe børn alene. De fleste japanske fædre kommer meget sent hjem. Kl. 20, 21, 22, 23 eller nogle gange 24. De kan ikke finde tid til at passe børn. Jeg har to børn og passer dem næsten alene. Det er meget nødvendigt for oversættere at rejse til udlandet og lære om fremmede kulturer. Alligevel føler jeg mig skyldig og bliver ked af det, hver gang rejser jeg til Norden.

Da Svein Størksen fra Magikon kom til Japan for at deltage i Norlas seminar i Tokyo i 2016, snakkede vi om børnepasning. Det var, som om jeg snakkede med en anden mor. Nordiske fædre tager også ansvar for børn. Billedbogen Barnet mitt sætter fokus på mor-datter-relationen, men hovedpersonen kunne også have været en far, fortalte han.
Jeg kan specielt godt lide disse sætninger,

“Du er den vakreste i verden. Du er den fineste jeg vet. Du er modig. Du er morsom. Du er smart.”

Jeg er ofte deprimeret over det alt for store ansvar, jeg har for børnene, men samtidig er jeg lykkelig over at være mor til min datter og min søn.

Du har altså oversatt Steffen Kvernelands tegneseriebiografi Munch som nå er nominert til pris for beste japanske oversettelse. Kan du si litt om prosessen fra du oppdaget boken og til den ble utgitt og deretter prisnominert?

Det var til konferencen i Holmen i 2014, jeg blev forelsket i tegneserien. Jeg deltog i et tegneserieseminar. Til festen om aftenen kunne jeg snakke med tegneserieskaber Lene Ask. Hun anbefalede mig den. Hun anbefalede også Anna Fiskes Gruppa, som jeg også synes er et mesterværk. Per Øystein Roland fra Norla anbefalede mig også Munch i en e-mail. Det tog lang tid for mig at finde et forlag, som ville udgive bogen. Da det viste sig, at Tokyo Metropolitan Museum skulle holde en Munch-udstilling, besluttede forlaget sig for at udgive bogen.

Tegneserier fra forlaget No Comprendo Press er kunstværker. Jeg tøver ikke med at kalde dem litteratur. Jeg er enormt glad for nominationen til the Best Translation Award. Prisen tildeles ikke kun for oversættelsen, men også for selve værkerne.

Jeg er vild med Kvernelands forfatterskab og vil gerne oversætte den nyeste, En frivillig død. I år kommer Kvinner i kamp og Gruppa også til mit land. Hvis jeg kan få lejlighed, vil jeg også gerne oversætte Grønne greier, samt Inga Sætre og Lene Asks tegneserier.

Jobber du med noe annet ved siden av å oversette, og i så fall hva?
For mig er børnepasning og husarbejde også vigtige job. Her i Japan var der mange husmødre, som gerne ville være oversættere specielt i 1970’erne og 1980’erne, hvor Japans økonomi var meget god. I oversættelsesskoler fortalte lærere dem, at de måtte få et andet hovedjob eller mænd, som kunne forsørge dem, hvis de gerne ville arbejde som oversættere.

Jeg er freelancer, og min 2-årige søn kan ikke få en børnehaveplads. Jeg arbejder, mens en kommunal barnepige kommer for at passe min søn. Det er derfor, jeg blev meget imponeret, da jeg læste Anna Fiskes Vaskedamen. Jeg er meget taknemmelig for, at de kommer og passer ham og er meget søde ved ham. Jeg kan ikke arbejde uden deres hjælp. Men det er kun i kort tid, de kan passe ham, fordi jeg har ikke råd til det.

Sidste forår tog jeg til rådhuset og spurgte, hvorfor min søn ikke kan komme i børnehave. Manden fra rådhuset sagde, at der er mange mødre, som arbejder om natten, efter deres mænd kommer hjem og passer børnene. Det er ikke kun mig, som har det hårdt, mente han.

Jeg kan hellere ikke glemme, at en ældre mandlige redaktør sagde, “Din man kan jo forsørge dig”.

Ika Kaminka og Magne Tørring, som oversætter fra japansk til norsk, fortalte mig om Norsk oversetterforening.

“Lige arbejde, lige løn” er noget, som japanske arbejdsmiljø mangler. De fleste bibliotekarer og pædagoger for eksempel kan ikke tjene nok penge til at forsørge sig selv. Der er mange kvinder, som er utilfredse med situationen, men de kan ikke vise, at de er rasende. Samfundet forventer, at vi altid er milde. Hvis japanske mødre bliver skilt, bliver de meget fattige. Det er derfor, at 1 ud af 7 japanske børn lever under fattigdomsgrænsen.

Efter me-too-bevægelsen begyndte nogle japanske kvinder at vise frustration. En koreansk feministisk roman Kim Ji-young Born in 1982 er nu bestseller i Japan. Sidst år oversatte jeg den svensk forfatter Sassa Buregrens Lilla Feministboken, og bogen blev varmt modtaget af japanske læsere.

Der er mange japanere, som gerne vil få tips af nordiske feminister. Jeg oversætter nu Linn Stalsbergs Er jeg fri nå sammen med anden japansk oversætter, Maya Taneda.

Hvad familie er, og hvad frihed er, er noget, som jeg undrer mig over ofte. Monica Isakstuens Vær snill med dyrene, Vigdis Hjorths’ Arv og miljø og Kjersti Annesdatter Skomsvolds Barnet og Anna Bitschs Går du nå, er du ikke lenger min datter har også mulighed i japansk marked, tror jeg.

I det her interview skrev jeg meget om feminisme, men I må ikke misforstå, at jeg altid er vred over et mandsdomineret samfund. Jeg vil gerne slutte interviewet med mine yndlingsfraser fra Stien tilbake til livet. Om sopp og sorg, skrevet af Long Litt Woon, som er antropolog og tidligere likestillingsdirektør.

“Heldigvis har jeg vært takknemlig for ham som ektemann og har hatt lite å bidra med når mine venninner klaget over mennene sine i de
rutinemessige kvinneritualene. Og heldigvis hadde han fått høre det mange ganger. Det var en lettelse at jeg også hadde takket
ham for at jeg fikk lov til å være meg selv i ekteskapet, og ikke en kone med forbedringspotensial.”

“Eiolfs raushet mot sine medmennesker gjorde meg til en god manns enke. Det gir alltid trøst å høre småhistorier om noe han har gjort, eller noe han har sagt. Jeg overraskes stadig av hvor mange Eiolf berørte. Dette gjelder også barn som Eiolf likte å tegne sammen med og lage tegninger for. Etterlater man slike verdier, lever man også etter at man er død. Jeg sparer på historiene om Eiolf som om de var sjeldne smaragder.”

Vi kan forhåbentlig lære at respektere hinanden som mennesker. Børnenes, min og jeres fremtid er fuld af håb!

Les mer

Mer om Reiko og bøkene hun har oversatt fra norsk på Books from Norway.

Se noen av hennes oversettelser i Nasjonalbibliotekets database, Oria, her.

Besøk Reikos hjemmeside.

Les flere intervjuer i NORLAs serie
Oversetterne er de viktigste aktørene vi har for å få norsk litteratur ut i verden. Deres arbeid er av helt avgjørende betydning, og for å kaste lys over dette arbeidet, startet vi i 2015 intervjuserien «Månedens oversetter».
Du finner alle intervjuene samlet her.